Ordet
Af Agnethe Birkelund Nielsen

Hår flyder.
Fuglene græder.
Øjne glimter i morgendagens lys.
Kroppen sitrer let.
Månen forsvandt.
Ingen ved, hvor den er nu.
Solen forsvandt også.
Ud af alting, ind i ingenting.
Det gjorde du også.
Skriger og knager.
Fanget i mørkets spind.
Det banker sagte inde fra min hjerne.
Så småt og intetsigende, det ord.
Borene borer verden i stykker.
Min verden.
Maling flyder fra dem, imens de ødelægger drømmen.
Rød maling.
Bloddråben triller ned af min kind.
Mine øjne er røde.
Men jeg ser ikke rødt.
Jeg ser sort.
Mørke, mørke, mørke.
Intet andet.
Og så lydene.
Den jamrende sol.
Den jamrende måne.
Og jeg kan ikke få ordet ud af hovedet.
Et lille, ubetydeligt ord, intet værd.
Fem cent, højest.
Jeg har ikke råd til at sige mere.
Jeg kan ikke arbejde nok til at få højere løn.
Rige taler, fattige tier.
Men ordet gnaver stadig.
Det gennemtygger mine hjerneceller og spytter dem ud igen.
Jeg fugter mine tørre læber.
Ordet brænder under dem, desperat for at slippe ud.
Sådan et forunderligt ord.
Jeg lukker smilende skrinet og drejer nøglen om i låsen.
Nøglen er tung, gammel, rusten.
Jeg tager en dyb indånding, før jeg sluger den.
Rusten kradser i halsen og får mine øjne til at løbe i vand af smerte.
Men jeg gør det jo for dig og mig.
Det må du huske på.
Ordet må aldrig siges.
Også selvom det kun koster 5 cent, forstår du?
Husk det for altid, elskede.
Husk det.