Året 2013 - hvor de aller fleste ting som skjedde i livet, var utenfor min egen kontroll. Fruktbart var det likevel for sjelen.
Kroppen dog, kan nok trenge sin tid til å komme tilbake dit den var.
Enkelte frø er sådd, uten at resultatet er gitt. Hvilken retning går endringen i?

Monstrene lar meg ikke være

 

 

Monstrene lar meg ikke være

 Jeg vil ha fred

mulighet til å kunne tenke

uten stemmene

uten mørket

la alt det vonde forsvinne

Jeg skulle ønske det var enkelt

jeg kunne leve

uten å tenke på døden

som noe bra

vet ikke hva et liv er

Livet er et spill

den som dør først

er den som vinner

alle vi andre står igjen

og undrer hva som skjedde

Alt gjør vondt

å smile 

vet jeg ikke lenger hvordan gjøres

som en tapt drøm

langt i det fjerne

Jeg vil ikke dø

Jeg er ikke glad i døden

døden virker bare bedre

mer fredfull

gir meg håp om stillhet.

 

 

Skrevet av EtPsyktLiv 11. des. 2013

 

Jacob Arendt

 

Jeg ved intet om stjerner


Snigskytten

• Om
• 4 tekster

6	Jeg ved intet om stjerner Jeg ved intet om stjerner · Men det er vist også dem lige meget · De ... [...] Digte  1 dag, 22 timer siden
5	Forskellen Det er populært at gøre en forskel · Mange mener, de gør en forskel... [...] Aforismer og gruk  2 dage, 20 timer siden
3	Erling og Anton Hvert år var Anton på sommerferie hos sin bedstemor og bedstefar.... [...] Noveller  4 dage siden
3	Den værdige abe Nu bliver du sikkert sur, · når jeg siger, at aben i bur · er mere væ... [...] Rim og vers  6 dage siden

Puls: 60,6

Publiceret: 4

Afgivet: 48

Modtaget: 17

Jacob Arendt (f. 1967)

Erhvervsøkonom af uddannelse. Tidligere hjemløs, nu eneboer. Lidt af en sprognørd, har tidligere arbejdet som korrekturlæser. Jeg skriver primært noveller, selv om jeg også kan føje digte og romanudkast til min meritliste. Jeg har en forkærlighed for at skrive historier af … [...]allegorisk karakter. Det betyder, at de evige og åbenlyse paradokser har en vigtig rolle at spille i mine tekster (såsom at det er umuligt at beskrive tavsheden uden at bryde den). Jeg lader humoren komme til sin ret, dér hvor den kan forenes med beskrivelsen og fortællingen om det absurde. Det kunne f.eks. være om et fænomen som "krigsforbrydelser" (hvornår er krig ikke en forbrydelse?). [^]

Jeg ved intet om stjerner
Men det er vist også dem lige meget
De reagerer ikke, når jeg går tur om natten
De er her bare

Jeg ved intet om mennesker
Men det er vist også dem lige meget
De reagerer ikke, når jeg passerer dem forbi
De er her bare

Jeg ved intet om mig selv
Det gjorde jeg heller ikke som barn
Socrates tog fejl
For hvad er der egentlig at kende til?
Jeg er her bare



Emma Poppe

 

 

Mørkesyn

Når nattens mare rider

• Om
• 1 tekster

1	Mørkesyn Når jeg vågner, er der mørkt, og når jeg kommer hjem, er der mørk... [...] Kortprosa  1 dag, 17 timer siden

Puls: 17,2

Publiceret: 1

Afgivet: 2

Modtaget: 1

Emma Poppe (f. 1993)

Min kærlighed til at skrive startede for alvor et helt særligt efterår. En helt særlig tid, hvor livet for alvor kunne mærkes, og der ingen vej var tilbage.
Tak for mod, tekst og tårer. Skriveholdet på Nørgaards, efterår 2012.
Mit navn er Emma, jeg er 20 år gammel og hvis man skal … [...]sætte en mærkat på mig, vil det mest passenede nok være film- og medieblæksprutte. Jeg kan og vil lidt af hvert. Jeg laver film, tager billeder og skriver et par ord ind i mellem.
Jeg er forevigt min egen største kritiker. [^]

Når jeg vågner, er der mørkt, og når jeg kommer hjem, er der mørkt. Måske lægger jeg faktisk ikke mærke til, at der er lyst. Jeg kan mærke mørke. Jeg er mørk.

Jeg tør godt vove at påstå, at jeg er den første, der står op i hele min klasse. Lige der, hvor natten nægter at forsvinde, så der kan blive plads til endnu en morgen. Vågner op, og kan lugte rutinen. Jeg skal sørge for, at de små kommer op og i skole. Hver dag. Og så skal jeg sørge for, at jeg selv kommer afsted. Det er måske alligevel den største udfordring.

Der er koldt i trappeopgangen i dag. Min ånde er synlig allerede inden jeg kommer ud på gaden. Cykelturen på vej til skole er lang, og den bliver aldrig kortere. Jeg ved, hvad der venter mig, og så alligevel ikke. Det er her, hvor masker og løgne bor. Jeg låser min cykel, men til ingen nytte. Intet våben i verden ville hjælpe.
I lokale 37 har de andre som sædvanligt gemt den samme plads til mig. Forrest, så de alle kan se mig. Eller se igennem mig. Jeg kan høre lyden af små foldede sedler, der passerer bordene i klassen. Ingen kommer forbi mit bord. Mit tomandsbord, som jeg ikke deler med nogen. Bordoverfladen er fyldt med ridser. Ridser, som er blevet til ord. Ord til sætninger, som ridser mig indvendigt.
Sammenkrøllet madpapir rammer mig i nakken. Lige der, hvor det gør mest ondt. Ordene omkring mig føles som stemmer under vandet. Forvrængede og uigenkendelige. Jeg behøver ikke vand, for at føle, at jeg drukner. Jeg er en af dem, som drukner dagligt. Drukner i en strøm af ord, der tærer mig. Og dog, jeg trækker stadig vejret.
Timerne er lange, og jeg slipper ikke. De griner af mig, når jeg siger noget. Hvis jeg siger noget. Jeg finder mig i det. Det er ikke mit valg, det er deres. Vi lærer hvad andre lever efter, men for dem eksisterer kun én verden. De kender ikke til andre, og slet ikke min.
Ingen vil sidde på første række i mit liv.

På gangene vandrer jeg hvileløst, og leder forgæves efter ro. Det står skrevet på indersiden af mine øjenlåg. Glasagtig og ganske alene. Den røde graffiti på badeværelsesfliserne rækker ud efter mig. Den taler til mig. Rammer mig. Ingen kender mig, men man skulle tro, at de gjorde.
Tilbage i klassen bliver der hvisket, når jeg går ind. De kigger ikke på mig, men jeg ved, de ser mig. Jeg efterlod min taske i klassen, og nu er der svinekød i. De nyder at se mig smide det i skral-despanden. Jeg kan mærke deres stirrende blikke, selv når jeg ligger med hovedet på min pude. De hvisker til mig i søvne, skriver ting på min nethinde. Stempler mit ansigt, og lænker mig til ord.
Se mig i øjnene.

Hjemme hos mig er man fattig uden værdier. Men de gør mig fattig. De har taget mine øjne. Med deres handlinger lægger de en pistol i mine hænder. De gør mig hul indeni, og hvert skridt de tager, er en millimeter på aftrækkeren. De kvæler mig, mens mit hjerte hamrer. Jeg kan skrige, men siger ingenting. Træder vande indtil lavvande, når klokken ringer ud.
På cyklen hjemad får jeg en smule luft, indtil jeg fanges af min egen labyrint. Mit spindelvæv af tanker, der alle krydser hinanden. Alt hænger sammen. Alligevel ser jeg ingen sammenhæng.
Jeg lader ingen komme tæt på. Jeg er død for mig. Man vender sig til det. Du vender dig til mør-ket. Stilheden, der larmer. Mængden af ensomhed. Man kan håbe på lys, men det er svært at fore-stille sig. Når andre rør dig indeni, så dybt, bliver du først forandret. Du behøver ingen andre.

Jeg kan lade min verden ligge lige her. Natten kender alle mine hemmeligheder. Der er koldt, og snart starter en istid i mit indre. Kan ikke finde hen hvor verden vil lade mig hvile. Fanget bag mine øjenlåg.

Jeg kan se hele verden bag mig nu.

 

 

 

I min aftenbøn beder jeg til
At jeg ikke vågner igen næste morgen

I mine drømme falder jeg ned fra en klippe
I mine mareridt er jeg vågen

I mine drømme holder jeg op med at ånde
I mine mareridt banker mit hjerte stadig

I min aftenbøn beder jeg Gud
Om at skåne min sjæl

 

 

Alda M. Nielsdóttir (Wavie)

Min Ataraksia utgjør kroppens uforstyrrelighet, hjernens og tankenes sinnsro og min sjelsstyrke. 

Jeg viser indre harmoni og uberørthet og uavhengighet av alle lykkens omskiftelser.

Avhengig av en resultatorientert struktur konkretiseres relasjonene eller sagt på en annen måte: vesentligheten.

evigheten er

mitt liv

jeg lever evig

Min skjønne, jeg elsker deg for din nydelige skikkelse, for den kunsten du skaper, i maling, i sengen og i diktning, men mest fordi vi ser inn i hverandres hjerter, leser hemmeligheter og viser tillit og opphever tiden.
Tom McGrath





I mitt univers
det parallelle
står ingenting
skrevet i sanden
bølgene finnes ikke der
selv ikke for å viske det ut

There’s a new game

We like to play you see

A game with added reality

You treat me like a dog

Get me down on my knees

We call it master and servant

We call it master and servant

It’s a lot like life

This play between the sheets

With you on top and me underneath

Forget all about equality

Let’s play master and servant

Let’s play master and servant

It’s a lot like life

And that’s what’s appealing

If you despise that throwaway feeling

From disposable fun 

Then this is the one

Domination’s the name of the game

In bed or in life

They’re both just the same

Except in one you’re fulfilled

At the end of the day

Let’s play master and servant

Let’s play master and servant

Let’s play master and servant

Come on, master and servan

Depeche Mode – 1984

Hvis en kvinnes høyre ben var lunsj, og det venstre middag; skulle jeg gjerne småspise mellom måltidene! 

Hva sier du til en Domina med balltre? 

Ingenting!

I like you so much that when I see you I get a boner, not like a penis boner but... 

A heart boner 

A heart on 

An affection erection

Ensomhet takles. 

Det gjør ikke Ingensomhet!

La Oss Leve, min Lesbia, la Oss leve og Elske, 

og GI SÅ blaffen jeg Allé utelatt sikker Gamle Menn og DERES sludder. 

Solen GÅR OPP og ned 

menn for OSS-eh Lyset kortvarig, 

Nar Natten Endelig Kommer, da blir den Evig. 

Kyss meg Tusen Ganger, SÅ Hundre Ganger Til, 

deretter nok en Tusen og SÅ Hundre IGJEN. 

Da, NAR NOK Vi har Kommet Opp Til handlekurv Flere Tusen 

la Oss mikse dem OPP SÅ vi mister tellingen 

og HVIS noen skulle ha sett In Oss Ut av Misunnelse, 

la skinke OGSA BLI forvirret

Cutullus – Carmen 5