Galaxen vågner
af æonernes slummer
og tænder kosmos' hjerne
i støvet fra evigheden.

Hærskarer venter på
forløsningens triumf.

Ud springer arketyper
i søgende bølger
bag forståelsens grumme slør.

Håb fødes
i dvalende dyner
bag klarhedens alter.

Et romantisk strejf
eller en gnist
fra Mahler's rige
signalerer minder
om symfoniske længsler.

Gudernes pauker varmes op
og transformeres i lange skrig,
hvori glæden maser på.

Urdybets afgrunde spejler sig
i neurale konstellationer
bag meningernes vanvid.

Tiden får has
på sin venstre albue
og kanter sig rundt
om Moderen.

Fjerne væsener
ser på os
og undres over
vores sløvsind.

Den vediske bøn tager form
i intuitionens øre
uden noder og vished.

Mytiske figurer blander sig
i fostrenes våde mørke.

Skabelsens uendelige stilhed
brydes af viljens villen væren.

Et studium åbner sig
bag Selvets uforklarlighed.

Indre vulkaner gurgler
deres ildsøer ud
i lange dråber
af magnetisk torden.

Hans Find Andersen - 2001