Mørkesyn
Når jeg vågner, er der mørkt, og når jeg kommer hjem, er der mørkt. Måske lægger jeg faktisk ikke mærke til, at der er lyst. Jeg kan mærke mørke. Jeg er mørk.
Jeg tør godt vove at påstå, at jeg er den første, der står op i hele min klasse. Lige der, hvor natten nægter at forsvinde, så der kan blive plads til endnu en morgen. Vågner op, og kan lugte rutinen. Jeg skal sørge for, at de små kommer op og i skole. Hver dag. Og så skal jeg sørge for, at jeg selv kommer afsted. Det er måske alligevel den største udfordring.
Der er koldt i trappeopgangen i dag. Min ånde er synlig allerede inden jeg kommer ud på gaden. Cykelturen på vej til skole er lang, og den bliver aldrig kortere. Jeg ved, hvad der venter mig, og så alligevel ikke. Det er her, hvor masker og løgne bor. Jeg låser min cykel, men til ingen nytte. Intet våben i verden ville hjælpe.
I lokale 37 har de andre som sædvanligt gemt den samme plads til mig. Forrest, så de alle kan se mig. Eller se igennem mig. Jeg kan høre lyden af små foldede sedler, der passerer bordene i klassen. Ingen kommer forbi mit bord. Mit tomandsbord, som jeg ikke deler med nogen. Bordoverfladen er fyldt med ridser. Ridser, som er blevet til ord. Ord til sætninger, som ridser mig indvendigt.
Sammenkrøllet madpapir rammer mig i nakken. Lige der, hvor det gør mest ondt. Ordene omkring mig føles som stemmer under vandet. Forvrængede og uigenkendelige. Jeg behøver ikke vand, for at føle, at jeg drukner. Jeg er en af dem, som drukner dagligt. Drukner i en strøm af ord, der tærer mig. Og dog, jeg trækker stadig vejret.
Timerne er lange, og jeg slipper ikke. De griner af mig, når jeg siger noget. Hvis jeg siger noget. Jeg finder mig i det. Det er ikke mit valg, det er deres. Vi lærer hvad andre lever efter, men for dem eksisterer kun én verden. De kender ikke til andre, og slet ikke min.
Ingen vil sidde på første række i mit liv.
På gangene vandrer jeg hvileløst, og leder forgæves efter ro. Det står skrevet på indersiden af mine øjenlåg. Glasagtig og ganske alene. Den røde graffiti på badeværelsesfliserne rækker ud efter mig. Den taler til mig. Rammer mig. Ingen kender mig, men man skulle tro, at de gjorde.
Tilbage i klassen bliver der hvisket, når jeg går ind. De kigger ikke på mig, men jeg ved, de ser mig. Jeg efterlod min taske i klassen, og nu er der svinekød i. De nyder at se mig smide det i skral-despanden. Jeg kan mærke deres stirrende blikke, selv når jeg ligger med hovedet på min pude. De hvisker til mig i søvne, skriver ting på min nethinde. Stempler mit ansigt, og lænker mig til ord.
Se mig i øjnene.
Hjemme hos mig er man fattig uden værdier. Men de gør mig fattig. De har taget mine øjne. Med deres handlinger lægger de en pistol i mine hænder. De gør mig hul indeni, og hvert skridt de tager, er en millimeter på aftrækkeren. De kvæler mig, mens mit hjerte hamrer. Jeg kan skrige, men siger ingenting. Træder vande indtil lavvande, når klokken ringer ud.
På cyklen hjemad får jeg en smule luft, indtil jeg fanges af min egen labyrint. Mit spindelvæv af tanker, der alle krydser hinanden. Alt hænger sammen. Alligevel ser jeg ingen sammenhæng.
Jeg lader ingen komme tæt på. Jeg er død for mig. Man vender sig til det. Du vender dig til mør-ket. Stilheden, der larmer. Mængden af ensomhed. Man kan håbe på lys, men det er svært at fore-stille sig. Når andre rør dig indeni, så dybt, bliver du først forandret. Du behøver ingen andre.
Jeg kan lade min verden ligge lige her. Natten kender alle mine hemmeligheder. Der er koldt, og snart starter en istid i mit indre. Kan ikke finde hen hvor verden vil lade mig hvile. Fanget bag mine øjenlåg.
Jeg kan se hele verden bag mig nu.
Jeg tør godt vove at påstå, at jeg er den første, der står op i hele min klasse. Lige der, hvor natten nægter at forsvinde, så der kan blive plads til endnu en morgen. Vågner op, og kan lugte rutinen. Jeg skal sørge for, at de små kommer op og i skole. Hver dag. Og så skal jeg sørge for, at jeg selv kommer afsted. Det er måske alligevel den største udfordring.
Der er koldt i trappeopgangen i dag. Min ånde er synlig allerede inden jeg kommer ud på gaden. Cykelturen på vej til skole er lang, og den bliver aldrig kortere. Jeg ved, hvad der venter mig, og så alligevel ikke. Det er her, hvor masker og løgne bor. Jeg låser min cykel, men til ingen nytte. Intet våben i verden ville hjælpe.
I lokale 37 har de andre som sædvanligt gemt den samme plads til mig. Forrest, så de alle kan se mig. Eller se igennem mig. Jeg kan høre lyden af små foldede sedler, der passerer bordene i klassen. Ingen kommer forbi mit bord. Mit tomandsbord, som jeg ikke deler med nogen. Bordoverfladen er fyldt med ridser. Ridser, som er blevet til ord. Ord til sætninger, som ridser mig indvendigt.
Sammenkrøllet madpapir rammer mig i nakken. Lige der, hvor det gør mest ondt. Ordene omkring mig føles som stemmer under vandet. Forvrængede og uigenkendelige. Jeg behøver ikke vand, for at føle, at jeg drukner. Jeg er en af dem, som drukner dagligt. Drukner i en strøm af ord, der tærer mig. Og dog, jeg trækker stadig vejret.
Timerne er lange, og jeg slipper ikke. De griner af mig, når jeg siger noget. Hvis jeg siger noget. Jeg finder mig i det. Det er ikke mit valg, det er deres. Vi lærer hvad andre lever efter, men for dem eksisterer kun én verden. De kender ikke til andre, og slet ikke min.
Ingen vil sidde på første række i mit liv.
På gangene vandrer jeg hvileløst, og leder forgæves efter ro. Det står skrevet på indersiden af mine øjenlåg. Glasagtig og ganske alene. Den røde graffiti på badeværelsesfliserne rækker ud efter mig. Den taler til mig. Rammer mig. Ingen kender mig, men man skulle tro, at de gjorde.
Tilbage i klassen bliver der hvisket, når jeg går ind. De kigger ikke på mig, men jeg ved, de ser mig. Jeg efterlod min taske i klassen, og nu er der svinekød i. De nyder at se mig smide det i skral-despanden. Jeg kan mærke deres stirrende blikke, selv når jeg ligger med hovedet på min pude. De hvisker til mig i søvne, skriver ting på min nethinde. Stempler mit ansigt, og lænker mig til ord.
Se mig i øjnene.
Hjemme hos mig er man fattig uden værdier. Men de gør mig fattig. De har taget mine øjne. Med deres handlinger lægger de en pistol i mine hænder. De gør mig hul indeni, og hvert skridt de tager, er en millimeter på aftrækkeren. De kvæler mig, mens mit hjerte hamrer. Jeg kan skrige, men siger ingenting. Træder vande indtil lavvande, når klokken ringer ud.
På cyklen hjemad får jeg en smule luft, indtil jeg fanges af min egen labyrint. Mit spindelvæv af tanker, der alle krydser hinanden. Alt hænger sammen. Alligevel ser jeg ingen sammenhæng.
Jeg lader ingen komme tæt på. Jeg er død for mig. Man vender sig til det. Du vender dig til mør-ket. Stilheden, der larmer. Mængden af ensomhed. Man kan håbe på lys, men det er svært at fore-stille sig. Når andre rør dig indeni, så dybt, bliver du først forandret. Du behøver ingen andre.
Jeg kan lade min verden ligge lige her. Natten kender alle mine hemmeligheder. Der er koldt, og snart starter en istid i mit indre. Kan ikke finde hen hvor verden vil lade mig hvile. Fanget bag mine øjenlåg.
Jeg kan se hele verden bag mig nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar