Håb

Udgivet den 29. december 2015 af Kristine Gazel

“Hope is the thing with feathers that perches in the soul
– and sings the tunes without the words
–  and never stops at all.”
Emily Dickinson

Håb er en underlig størrelse. Det modsatte af frygt. Og dog. De gange, hvor jeg har følt frygt i løbet af det sidste stykke tid, har jeg tvunget mig selv til at foretage nogle små konkrete handlinger i retning af at ændre min situation. Jeg har handlet på trods af frygten.

Men I frygt, ikke uden frygt. Og det at handle har på forunderlig vis opløst frygten. Men jeg har ikke vidst om det ville virke. Jeg har håbet det. Og handlet i det håb.

Håbet er frygtens kerne, som den inderste ring i et løg.

Du ved ikke, om det du gør virker, eller om det slår fejl. Du sætter en fod foran den anden, men du ved dybest set ikke, hvor vejen går går hen, hvor dine skridt fører dig hen. Du kan blot håbe – blindt – på at de fører ud af mørket, ikke dybere ind i det.

Håb er det, du må mønstre, når du indser, at du ikke selv kan gøre mere. Det ligger udenfor din kontrol. Så er der intet andet at gøre end at kaste dig ud på de 70.000 favne. Håb er at overgive sig til noget, der er større end dig selv. Du kan kalde det Gud, skæbnen, eller forsynet.

Sagen er blot den, at håbet fordrer at vi selv arbejder med. Det er et paradoks. På den ene side er du nødt til at gøre noget, dit bedste – det bedste din reneste intention kan mønstre – på den anden side træder det i kraft i det øjeblik du indser, at du ikke kan gøre mere. At alt stopper. Så træder håbet ind, og når vi overgiver os, opleves det som nåde.