En vej hjem
Af Freja Anderson

Jeg trådte ud af den store port, og den pludselige kulde føltes som et slag i hovedet. Jeg gøs. "Prrh!" udbrød jeg forskrækket da den store belgier utålmodigt trak af sted med mig. Jeg snublede klodset på de glatte og ujævne brosten, og gispede forskrækket da benene forsvandt under mig. Luften blev slået ud af mig i det sekund jeg ramte jorden. "Møffe!" gispede jeg irriteret. Han stampede med forbenet, tydeligvis fornærmet over det ret så passende øgenavn. Han stak hovedet ned til mig der stadig sad på de kolde sten. Jeg trak mig op i hovedtøjet, og kravlede ubesværet op på hans ryg. Jeg lod mig synke ned i den gigantiske sadel, og smældede let med tung. En let vuggende bevægelse begyndte under mig, og jeg mærkede de enorme muskler arbejde mellem mine ben. Jeg trak den tykke kappe tættere omkring kroppen. Kulden fik mine sanser til at opføre sig mærkeligt. De blev sløvede og alligevel opfattede jeg mere end normalt. Gadelygterne lyste svagt, og den lille flamme blafrede for hvert iskoldt vindstød. Der lugtede let af kloak. En glemt avis fra i går blæste forbi. 13. februar 1886. Datoen var det eneste jeg opfattede. Med et var vi ved udkanten af byen. Det blæste mere op jo tættere vi kom på den golde mark. Hovene klaprede ligeså meget på den dybfrosne jord som den havde gjort på brostenene. Den lange mark strakte sig langt ud i horisonten. Jeg kunne skimte et lys. En lille flamme. Et lille hus med lys strømmende ud af vinduet. Det var mit mål nu kiggede jeg bare ud over marken. Det gav et sæt i mig. Jeg følte en andens tilstedeværelse. Høre åndedraget. Jeg tog en dyb indånding og så mig over skulderen. Intet. Møffe udstødte et højt vrinsk. Jeg sværger på at det var et grin. Han virrede med hovedet. Jeg rakte tunge af ham og en lille, kold ting ramte min tunge. Sne. På et hvert andet tidspunkt ville det have glædet mig. Men nu betød det bare at vejen hjem blev længere. Med et sæt blev hovedet løftet. Møffe virrede med ørerne. Jeg ved ikke hvordan det skete men huset var der. Den lille hytte der udstrålede så meget varme og lettelse. Jeg mærkede tårerne stige i øjnene da en lille rystende skikkelse dukkede op i døren. Jeg steg af hesten, og hun faldt mig om halsen. "Mor" nærmest hviskede hun.