Jeg elsker dig
Af Eskild Kristiansen

Ånd frit
det er din luft
det er din jord, det er dit ansvar,
din fornuft
dit overblik, din fantasi
dit åbenlyse syn
din apati
din arv, din gæld
din sønderknuste hal
hvori du gemmer dig.
Dit år og din dag
det er din store
lejrbåls facon.
din evne til at finde rundt
din tilstrækkelighed
din krop dit rum
dit intellekt
din evne til at være dum
din ret til at være jævn.
din skønhed
uden lige i dig selv
uden modsætning
din musik
din lyd er smuk, din klang er ulidelig, din tone er ny.
Din gren, din kvist, dit blad, dit liv, din krone
dit krav og din trone
din grav og din blomst
din kunst
du er kunst
du udstilles, men ikke af din ejer
din energi, giver du den ud?
Eller tager du den fra andre?
Eller fra dig selv?
Din gennemgang, din rekreering
og din akatolske krumning i et blænd
din blindhed, din blundende kjortel
Dit ønske, er det en drøm?
Eller er det et ønske om en drøm?
Eller om at miste en drøm?
Din drøm
du er en drøm
din smag og din lugt
dit syn dit indebrændte talent
din... bare din
du er dig din og deres
og din egen, den, du deler
du deler den da, ikke?
Så hver kun får en halv.
dit mod, din tapperhed, dit øje for kolik
din okkulte stjerne
dit navn dit hjem
hvor bor du nu? Bor du i lande?
Eller i gener?
Eller kun i ét land, måske i-gen?
Dit håb af stål, holder det tæt?
Holder det vand?
Holder du ved det?
Holder det da ved dig?
Eller af dig?
Gør du selv?
din gerrighed
din åbenhed
din naivitet
din charme og din selvtillid
Ånd frit
du er så skøn
det er dit ansvar
eller er det mit?
Gu er det ej, det er dit.
Du er din
til du giver dig væk