Kærestebrev
Af Ida Østergaard

Kære Jacob
Jeg går og tænker rigtig meget på dig. Jeg er så glad for at have mødt dig. Det var som om, der var en helt speciel tiltrækning mellem os sidst. Dit smil. Mit smil. Jeg havde lyst til bare at lade som om, jeg kendte dig. Lade som om vi var vant til at være tæt på hinanden. Kysse hinanden. Men jeg turde ikke. Jeg drikker mig enten mod til eller lader helt være. Jeg er bange for mænd. Jeg har ikke kysset nogen i to år. Den er næsten tørret ud.
Har du lyst til at drikke kaffe en dag? Jeg kunne godt tænke mig at lære dig rigtig godt at kende. Komme helt ind i hjernen på dig. Og i hjertet naturligvis. Smiler.
Du så på mig med samme ømhed som en far ser på sin datter. Jeg følte mig helt tryg ved dig. Som om jeg kunne fortælle dig alt. Og du ville ikke dømme mig. Jeg kender ikke min far. Han rejste, da jeg var helt lille. Efter at have banket min mor halvt ihjel. Måske er det derfor, jeg har svært ved at stole på fyre.
Men det er noget andet med dig. Det føltes bare så rigtigt med dig. Da vi sagde farvel, mærkede jeg nærmest et energibånd mellem os. Vi var forbundne ved hjertet. Havde du det også sådan?
Nå... Men jeg ville bare sige tak for sidst. Jeg håber du kom godt hjem. Og at vi ses igen en dag.
Knus
Michelle