Sjælens spejl
Af Maria S. Møller

Alt daler, flod går mod ebbe
Dybt trækker jeg åndedraget imod dig;
omfavner med slappe tanker, stille bankende hjerte
Hver en celle løsner op til frit fald.

Søvnens vugge trækker stille mod centrum
efterlader krop der på lagnet
Aftryk er nattens virkelige virkelighed
dybder spinder mønstre
Efterladt til skyggers svar
levende tråde fører til lys

I oceanet vugger jeg på maven mod solen

Solen stiger op; erindringens lys skifter position
I mørke ligger nattens univers
stadig i min krop
usynlig
indtil floden går over sine vande
igen jeg synker ned; genspejl stiger op.